
Det islandske flyselskab Icelandair Group har underskrevet en aftale om at købe alle aktier i det islandske flyselskab Wow Air.
Efter at være blevet suspenderet fra handel, stiger aktien med over 50 procent på Reykjavik-børsen.
Betaling vil ske i aktier i Icelandair, hvilket betyder, at de nuværende aktionærer i Wow Air bliver minoritetsejere med en foreløbig aktiepost svarende til 5,4 procent i den nye koncern. Størrelsen af købesummen afhænger af visse betingelser.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
De to virksomheder vil fortsat operere under forskellige brands. Deres samlede markedsandel på det transatlantiske luftfartsmarked angives at være 3,8 procent.
”"Opkøbet skaber muligheder for, at begge virksomheder bliver endnu bedre forberedte på at give internationale flyselskaber stærk konkurrence på det internationale luftfartsmarked," lyder budskabet.
Købet kræver godkendelse fra Icelandairs aktionærer, den islandske konkurrencemyndighed og en due diligence-proces.







