
Singapore Airlines (SIA) har udnævnt en ny administrerende direktør for Norden. Den 43-årige Jagdish Bhojwani overtager roret for den asiatiske flygigant i Sverige, Danmark, Norge og Finland fra Muhammad Raimi, der fortsætter sin karriere hos SIA i Paris. Jagdish har arbejdet for SIA Group siden 2001, senest som områdechef for Singapore Airlines i Japan.
I 46 år har Singapore Airlines haft sit nordiske hovedkvarter i København. Regionen spiller en nøglerolle i SIAs globale netværk, og i juli går flyselskabet fra fem flyvninger om ugen til daglige flyvninger mellem Københavns Lufthavn og Singapore.
SIAs nye administrerende direktør i Norden, Jagdish Bhojwani, overtager et voksende marked og ser frem til at fortsætte den positive udvikling og yderligere styrke Singapore Airlines' tilstedeværelse på det nordiske marked.
”"Der er et stort vækstpotentiale og uudnyttede muligheder i Norden. Efterspørgslen efter rejser til Sydøstasien og Australien er fortsat høj – både blandt fritids- og forretningsrejsende. Vi har en god belægning på vores skandinaviske rute, og jeg er glad for, at vi i sommer igen kan tilbyde daglige afgange fra Københavns Lufthavn. Det er vigtigt for os at fortsætte med at udvikle og innovere for at sikre, at rejseoplevelsen med SIA forbliver exceptionel og af højeste kvalitet. Personligt ser jeg frem til at arbejde tæt sammen med mine nye kolleger, partnere i rejsebranchen og andre interessenter for at tage Singapore Airlines' nordiske flyvninger til nye højder," siger Jagdish Bhojwani.
Rejsemarkedet var mindre stabilt, da Muhammad Raimi tiltrådte i 2021. På det tidspunkt var flytrafikken stadig påvirket af pandemiens eftervirkninger, og det er derfor særligt glædeligt for Raimi at kunne efterlade et marked præget af fremskridt og en stærk rejselyst.
”"Jeg vil se tilbage på mine år i Norden som en særlig tid i min karriere. Begyndelsen var præget af strategiske udfordringer relateret til pandemien og den gradvise genåbning af verden. Da rejselysten vendte tilbage, lancerede vi spændende nyheder såsom de nuværende fem ugentlige flyvninger, det bedste årsresultat i SIAs historie, og til sommer vil vi igen have daglige flyvninger fra København. Samtidig kan Jagdish se frem til et engageret og kompetent team af medarbejdere og fantastiske partnere i alle de nordiske lande," siger Muhammad Raimi.
Ifølge pressemeddelelse.







