
AccorHotels og Algeciras overtager chilenske Atton Hoteles for 105 millioner USD.
Hotelkæden driver i øjeblikket 11 hoteller med i alt 2.259 værelser og har desuden tre nye hoteller under udvikling. Hotellerne, der primært henvender sig til forretningsrejsende, ligger i Chile, Peru, Colombia og Florida i USA.
Aftalen styrker AccorHotels' position i Latinamerika, hvor hoteloperatøren i forvejen har 335 hoteller og 166 nye projekter under udvikling.
– Vi er meget tilfredse med denne strategiske aftale med Algeciras. Atton Hoteles’ portefølje vil styrke AccorHotels’ allerede stærke position i Latinamerika og giver os mulighed for at tilbyde vores kunder flere muligheder på disse attraktive destinationer, siger Patrick Mendes, administrerende direktør for AccorHotels i Sydamerika.







