
Den hollandske regering sætter sin redningspakke på 35 milliarder kroner til det pressede flyselskab KLM på pause, rapporterer Reuters.
Årsagen er, at pilotfagforeningen ikke har accepteret kravene om fastfrosne lønninger frem til 2025.
KLM, den hollandske afdeling af Air France-KLM, er blevet lovet en redningspakke på 3,4 milliarder euro, omkring 35 milliarder kroner, for at komme igennem coronakrisen. Af dette beløb er 1 milliard euro et direkte lån fra den hollandske regering.
Men nu stoppes yderligere udbetalinger fra krisepakken.
”"Det er skuffende, men vi kan ikke fortsætte med lånene nu," sagde den hollandske finansminister Wopke Hoestra lørdag aften.
Hans udmelding kommer kort efter, at KLMs pilotfagforening nægtede at indefryse deres lønninger indtil 2025 - hvilket regeringen krævede - med henvisning til, at de allerede havde accepteret at undvære lønstigninger indtil marts 2022.
Fagforeningerne for jord- og kabinepersonale har dog accepteret regeringens betingelser for redningspakken med fastfrosne lønninger i fem år.
Fredag rapporterede Air France-KLM et forventet tab for tredje kvartal. Driftsresultatet udgjorde minus 1.046 millioner euro sammenlignet med et plus på 909 millioner euro i samme periode sidste år. Omsætningen faldt til gengæld med 67 procent til 2.524 millioner euro.
Siden årsskiftet er Air France-KLM faldet med 72 procent på Paris-børsen.
Kilde: di.se







