Norwegian udvider sin eksisterende Boeing-ordre ved at udnytte sin option på at købe yderligere 30 Boeing 737 MAX 8-fly. Dette bringer den samlede ordre op på 80 fly. I forbindelse med udnyttelsen af optionen har Norwegian og Boeing aftalt at justere en række leveringsdatoer, hvor det sidste fly i ordren skal leveres i 2031.
Dette er en beslutning, der følger Norwegians børsmeddelelse i maj 2022, hvor virksomheden annoncerede en aftale om køb af 50 Boeing 737 MAX 8-fly, inklusive en option på yderligere 30 fly.
Den udvidede ordre går hånd i hånd med Norwegians ambitioner om vækst i de kommende år. Den opdaterede leveringsplan muliggør en effektiv og afbalanceret fornyelse af flyflåden i tråd med leasingudløb og markedsudviklingen.
For passagererne betyder de nye fly en mere komfortabel flyvning med både lavere støjniveauer og emissioner. Ordren styrker også Norwegians flådestrategi yderligere ved at sikre en moderne og brændstofeffektiv flåde med lavere driftsomkostninger sammenlignet med den tidligere generation af fly.
– Denne ordre er en milepæl med attraktive vilkår og sikrer, at vi udvider flåden i overensstemmelse med vores vækst- og bæredygtighedsmål. Ved at udnytte optionen og justere leveringsdatoen opretholder vi fleksibiliteten, samtidig med at vi styrker vores ambition om at have en af de mest moderne og brændstofeffektive flyflåder i Europa. Disse fly vil både reducere emissioner og give kunderne en endnu bedre rejseoplevelse. Vi er glade for at kunne videreudvikle vores stærke og langvarige partnerskab med Boeing med denne ordre, siger Norwegians administrerende direktør Geir Karlsen.
Ifølge pressemeddelelse.








