Når LEGOLAND® Billund åbner dørene for sæsonen 2026, venter en ny, betagende oplevelse for hele familien. Det bliver åbningen af Minifigure Speedway – en rutsjebane med et tempofyldt ræs, hvor to LEGO®-biler konkurrerer side om side, både forlæns og baglæns, i en spændende duel til målstregen. Samtidig vil verdens største LEGO-minifigurer møde de besøgende.
Den nye attraktion bliver parkens første duelerende familierutsjebane med både imponerende LEGO-tema og en farverig historie, der starter i kø og kulminerer i målfotoet. Gæsterne kan vælge mellem Team Legends eller Team All Stars – to rivaliserende racerhold, hver med et vildt udvalg af minifigurer. Figurerne inkluderer den populære majskolbefyr og bananfyr, der har stærke meninger om, hvilket brændstof der er bedst til at vinde – popcorn eller bananjuice.
– Det, der gør Minifigure Speedway så unik, er konkurrenceelementet. Gæsterne kan udfordre hinanden og se, hvem der kommer sejrrigt ud af løbet – det er aldrig forudbestemt, hvem der vinder, siger Michael Ottesen, administrerende direktør hos LEGOLAND Billund.
Attraktionen vil være centralt placeret i parken, mellem Knights' Kingdom og Adventure Land, og med sine næsten 17 meter i højden vil den være en spektakulær tilføjelse til området.
En 9 meter høj minifigur tager sin plads i LEGOLAND
Uden for Minifigure Speedway vil besøgende blive mødt af en af verdens største LEGO-minifigurer: en 9 meter høj statue af Roxie, den mest legendariske racerkører i LEGOLANDs historie. Roxie er et ikon i racerverdenen, og selvom hun nu er pensioneret, fungerer hun som vært og cheerleader for begge hold.
"Roxie bliver en fantastisk tilføjelse til Minifigure Speedway-universet. Hun vil være synlig overalt i området – selv fra fly, der lander i Billund Lufthavn. Vi glæder os virkelig til at byde hende velkommen i parken," siger Michael Ottesen.
Byggearbejdet er allerede i fuld gang, og Minifigure Speedway vil blive indviet samtidig med, at LEGOLAND® Billund åbner for sæsonen 2026.
Ifølge pressemeddelelse.








