For alle, der har set science fiction-serien "Westworld", er scenariet måske velkendt og muligvis lidt skræmmende: en hel park fyldt med menneskelignende robotter.
Nu kan fiktion blive til virkelighed. Disney planlægger at lade robotter overtage rollerne som Mickey Mouse, Fedtmule og andre kendte figurer i sine temaparker i fremtiden, skriver Huffpost.
Robotterne, som nu er under udvikling, vil blive udstyret med kameraer og sensorer, så de kan bevæge sig frit i området og blive programmeret til at kunne træffe "spontane" valg om, hvad de skal gøre og sige i forskellige situationer.
Men ikke alle er lige begejstrede for planerne. I kommentarfeltet på de sociale medier skriver flere personer, at der er en hel serie om, hvorfor det er en rigtig dårlig idé. I "Westworld" bliver robotterne så kloge, at de gør oprør. (TT)







