Færre hoteller, begrænset antal besøgende – og ingen flere fester på strandene.
Når den nyligt rengjorte filippinske paradisø Boracay genåbner for besøgende, er det med håbet om, at turismen bliver mere bæredygtig.
Nogle af verdens fineste strande var blevet forvandlet til en kloak af snavs, sagde den filippinske præsident Rodrigo Duterte, inden han beordrede lukningen af Boracay i april i et forsøg på at styrke infrastrukturen og bekæmpe overudnyttelse af den populære turistdestination.
Øen er en slags kronjuvel i den filippinske turistindustri med omkring to millioner turister hvert år. Men når Boracay genåbner sine porte på fredag efter seks måneder, vil det være med en række restriktioner, der har til formål at beskytte de hvide strande og det turkisblå hav.
Ingen strandfester
Antallet af hoteller og restauranter er faldet, og der er nu en grænse for, hvor mange mennesker der må ankomme til øen hver dag: 6.405. I alt må der maksimalt være 19.000 turister på øen på samme tid, ifølge Bloomberg, der citerer landets miljøminister.
Derudover er det nu forbudt at drikke og ryge på offentlige steder – og strandfesterne, der tiltrak mange besøgende, er fortid. Alle vandsportsgrene, undtagen svømning, har lidt samme skæbne, og øens tre kasinoer er blevet lukket i overensstemmelse med Dutertes ønsker.
Bæredygtighed i fokus
Den filippinske turistminister, Bernadette Romulo-Puyat, håber, at det nye Boracay vil være begyndelsen på en kultur af bæredygtig turisme i landet.
"Vi er nødt til at forstå konsekvenserne af vores handlinger for miljøet, både nu og i fremtiden," sagde hun til AFP og andre journalister.
Mens mange var enige om, at horder af besøgende havde sat et ødelæggende præg på Boracay, blev lukningen kritiseret for at være udført på en brutal måde, uden hensyntagen til de titusindvis af turismejob, der blev berørt.







